Sthira, sukham asanam
Vedholdenhed og lethed
Forleden dag fik jeg afslag på en pulje, jeg havde søgt. Pengene skulle bruges til at lave yoga med brugere af et aktivitetscenter. Det var meningen, at det skulle foregå både indendørs og udendørs.
GONGK, det slog mig lige ud; jeg havde SÅ meget troet på ideen og konceptet. Tilbage til start, hjem med dig - tankerne vælder frem: Er det overhovedet værd at blive ved med at lave ansøgninger og kæmpe; kampen mod vindmøller og alt det, som den grinagtige Don Quixote repræsenterede? Ned at bide i græsset, og så lige lave en cobrastilling, når nu man er dernede; så kan det da bruges til noget. (fortsættelse nf)
Men som sædvanlig giver yogaen mig lysere tanker og andre perspektiver.
Sthira, sukham asanam, står der i Yoga Sutras fra Patanjali, vers. 2,46.
Disse Yoga Sutras er en af de klassiske tekster, som er grundlaget for filosofien bag yoga og består af aforismer; altså en slags levesætninger. Sthira sukham asanam er sanskrit og kan frit oversættes til: ”Yogastillinger fordrer vedholdenhed og lethed.”
Hver gang, vi taler om yogastillinger, handler det om aspekter ved hele livet.
(fortsættelse nf)
Enhver, der har lavet yoga, ved, at yogastillinger ikke altid er lette, og det er heller ikke let at være vedholdende, især hvis det spænder i muskler og trækker i led. Men, det skal det jo helst heller ikke gøre. Du skal stoppe lige præcis inden det sted, hvor kroppen gør mere opmærksom på sig selv, end du bryder dig om. Det er en vigtig balancegang, som kræver stor opmærksomhed. Hvis du mærker netop dét punkt, kan du måske også med din opmærksomhed fornemme, at der opstår en ny form for blødhed, når du fokuserer på dette sted, sender åndedrættet derhen og accepterer, at det er der. Stillingen bliver derved lettere efterhånden, men du skal aldrig gå længere, end at det føles næsten let. Og du må være vedholdende.
Det er ikke nødvendigvis helt let, men det bliver lettere, når man er vedholdende, kun går lige til grænsen og husker at trække vejret dybt og opmærksomt. Og så bliver det også lettere at være vedholdende. På den måde hænger vedholdenhed og lethed sammen; de er hinandens forudsætning.
Så nu har jeg trukket vejret et par gange og er klar til at fortsætte forsøget på at få noget yoga op at stå sammen med brugere af aktivitetscentre. Og andre, som har lyst at være med.
Gå til andre Blaag-tekster her