Adultcentrisme - De voksnes herredømme

I Januar 2025 observerede jeg flere grove udtryk for alderisme i det offentlige rum, som overraskede, fordi det er sjældent, at alderisme kommer så tydeligt til udtryk. Det drejer sig både om en ny lov og om flere mediale kanaler, dels P1 på Danmarks Radio, dels Dagbladet Information. 

Jeg fløj straks til tasterne, rystet over tonen i de velansete medier, og indsendte en kronik til Information. Den blev imidlertid ikke antaget. Så sendte jeg den til Kristeligt Dagblad, der har lagt den i kø og skrevet, at jeg gerne må offentliggøre den andre steder, da de ikke endnu ved, om den bliver trykt.  Så derfor kommer den nu her. 

De voksnes herredømme - adultcentrisme

En ny aldersgrænse har ramt os; er du over 60 år, skal du tage stilling til genoplivning ved hjertestop. Det er frivilligt, men er du under 60 år, er der ingen valgmulighed. Endnu engang cementeres det, at mennesker over 60 er mindre værd end yngre.

"Adultcentrisme" betegner de voksnes herredømme. Ligesom ordene racisme og sexisme har dominansbagsider af hvidhed og maskulinitet, så har adultcentrismen alderisme; en ekskludering af ikke-voksne aldersgrupper. Med andre ord: Ud fra hudfarve, køn og alder er der nogen, som gives mere magt, taleret og status end andre.

To disclaimere:

1. Mennesker bliver ikke ens af at have samme hudfarve, køn eller alder. Problemet er, at vi har en tendens til at dømme andre som ens ud fra deres hudfarve, køn eller alder.

Alderskategorisering bliver især firkantet, fordi dommen ikke alene baseres på udseendet, men fordi vi også tæller og måler livet kronologisk i antal levede år. Samtidig har vi ikke nogen fast definition af voksenlivets begyndelse og slutning. Men alle mennesker på fx 60 år er ikke ens, og vi bliver mere og mere forskellige med alderen.

2. Ingen regler uden undtagelser, og især på et globalt plan ser vi, at visse gamle mænd sidder på store magtposter. Det er ikke ensbetydende med, at adulcentrismen ikke fungerer blandt os andre.

 

"Adultcentrisme" betyder, at mennesker i voksenlivet privilegeres på bekostning af børn, unge og ældre mennesker. Samtidig lever vi i en kulturhistorisk periode, hvor neofili, forkærlighed for fornyelse, hersker. Denne kulturhistoriske periode startede sandsynligvis, da ord som "moderne" kom ind i sproget, og hvor ordene "gammeldags" og "forældet" derfor opstod som "det modernes" negative modsætning; brugt til at fremhæve det positive ved det nye. Denne værdisætning har vi levet med siden da. Ordet "gammel" står i modsætning til hele to positive termer: "ny" og "ung".

Begrebet adultcentrisme er opstået som en betegnelse for undertrykkelse af børn og unge. Men på grund af neofilien ser vi et håb for børnene og de unge; de er er under udvikling, på vej til at træde ind i de voksnes rækker. Desværre er det omvendte tilfældet for dem, der bliver ældre og er under afvikling. For dem går det kun ned ad bakke fra den respekt og anerkendelse, de har nydt som voksne. Her ser de langsomt et skræmmende gab foran sig af eksklusion, diskrimination og nedværdigende forfald; det, som man kan kalde Den Store Fortælling om alderdommen. Det skal understreges, at Den Store Fortælling om alderdommen, forstået som en generel opfattelse, eller en overordnet diskurs, hidtil har været som en negativ, sort gryde, uanset hvad du, læser, synes om det eller din egen og andres performance som selvidentificerede "ældre, friske og aktive" mennesker.

Vi hader forfald og langmodighed. Derfor forsøger ikke bare aldrende mennesker selv, men også andre, medfølende aktører omkring dem, at hjælpe dem med at holde sig ti skridt fra livet af denne stinkende gryde med sygdom og død. Det gør vi ved at tale hinanden ud af fortællingen og bruge ord som "frisk", "aktiv", "ungdommelig", "levende" eller ligefrem "åndsfrisk". Ordenes modsætning: "For gammel/muggen", 'passiv", "alderdommelig", "død" og "dement" afslører, hvad forventningen til de pågældende mennesker egentlig er. Man ved, hvad klokken er slået, når et andet menneske anvender ét af disse ord om en - man er dømt gammel.

 

Sproget skaber verden og bidrager ikke alene til alderisme, men også til at fastholde en adultcentrisk kultur. For nogle, især dem midt i livet og dem på vej derhen, virker det måske ikke som et problem. Men det er et problem for individer, sociale relationer, og for samfundet i form af flere syge, færre på arbejdsmarkedet, dårlig økonomi og større omkostninger. Desuden vil alle falde i gryden på et tidspunkt - medmindre døden befrier dem fra alderdommen.

Derfor er vi nødt til at øve os i at tale på en anden måde - at skabe ligeværd for alle aldre. Øvelsen indebærer at lytte efter De gode historier, De grimme historier og De virkelig grumme historier om aldring i dagliglivet - og undgå at bidrage til dem selv.

Faktuelt er De gode historier, at de fleste af os lever længere, sundere og mere aktivt. Gennemsnitsalderen er steget mere end 25 år over 100 år, og mange ældre i dag opfører sig på måder, der aldrig tidligere er set i historien. Mange mennesker fra alle aldersgrupper har fået en sundere livsstil, og de fleste ældre gør, som de plejer, hvis de kan, eller som andre aldersgrupper gør. Nye grupper af ældre mennesker er sjældent helt som de tidligere. I dag er der fx en del, der dater, holder fest og dyrker sex, som det blev beskrevet i Information 24.1.2025.

"Skønt Marie er 90 år, er hun frisk og aktiv". Lokalavisen interviewer Marie på 90 år og viser, hvordan hun dyrker grøntsager og yoga. Dette er en god historie om alderdom, men historien havde ingen slagkraft, hvis ikke Maries alder blev nævnt. Der er mange mennesker i høj alder, som kan mange ting, men ikke desto mindre overraskes vi positivt og fortæller Den gode historie. Samtidig bruges markører som: "Selv om" eller "stadig", når der skal siges noget positivt om gamle mennesker - det er "på trods" af vores forventning.

 

De grimme historier er dem, der afslører de negative opfattelser af gamle mennesker rent for usødet. I en reklame fra TV2Play udtaler en gråhåret kvinde på et museum Blachmans navn forkert til en yngre kvindes irritation. P1 har netop lanceret udsendelsen "Dårlig Stemning", hvor to yngre kvinder lørdag d. 25.1. interviewede en historieprofessor og tiltalte ham: "Din gamle gris", "OK Boomer", "din privilegieblinde mumie", "Sur gammel mand", "gamlefar" og "dinosaur".

De grimme historier er de nedsættende og nedvurderende opfattelser, som rammer mennesker personligt, når de nærmer sig alderdommens sorte gryde.

Selv blandt woke-bevidste mennesker af alle køn kan egen adultcentrisme gå helt under radaren - ofte udtalt med skældsordet "OK boomer".

De virkelig grumme historier ER på en måde den sorte gryde. Her bobler alle De grimme historier, og mennesker med en vis alder kastes derned og røres rundt - bliver gjort ens, og tillagt de samme, negative egenskaber. Fx handlede historien i Information ikke om, at mange 55-75-årige åbenbart er glade. Aldersgruppen omtaltes som "de nye problembørn" og som en belastning: "I dag belaster seniorer ikke bare de offentlige tjenester, de skaber også ravage i det politiske liv – og står bag en voksende del af de sociale problemer".

"De ældre" omtales på denne måde i generelle vendinger som én samlet og ens befolkning fra 55-100 år med mange negative følger, og dem der taler, er de ikke-ældre; de voksne. Det mest grumme er, at dette kan medføre u-ligestilling økonomisk, erhvervsmæssigt og sundhedsmæssigt.

Vi må skabe ligebehandling med bevidsthed om centrismer, uanset om de baseret på hudfarve, køn eller alder.