"Man skriver for at opdage, det man tænker."
Peter Seeberg
Det at skrive er en kreativ proces, en nydelse, en opdagelse og en erkendelse. Ingen mennesker skriver ens, men de fleste kan begejstres ved at lege med ordene og skabe sætninger med lyd eller farver, som glæder både en selv og måske også andre.
Leg med ord, rim og rytme er noget, mennesker altid har gjort, både fordi det er sjovt og for at dele oplevelser og erfaringer med hinanden. Som små børn elsker vi sange med fjollede rim, og hvor mange teenagere med hjertesorger har mon IKKE prøvet at skrive digte – eller lytte til sørgmodige kærlighedssange.
Som voksen kan det være spændende at udforske det kreative og erkendelsesmæssige ved at skrive for sjov. Nogle skaber lydbilleder og farveoplevelser, andre skriver humoristiske historier, og andre igen går i gang med at skrive erindringer, enten til sig selv eller andre. Der er også nogle, er bruger skrivningen som en slags terapeutisk redskab til at lære sig selv at kende og reflektere over livets tildragelser. Kreativ skrivning har ingen begrænsninger!
Jeg arbejder med forskellige former for skrivekurser; det kan være erindringskurser eller alment, kreative skrivekurser. Det kan være intensive dage med skrivning og internat, eller det kan være et forløb over en sæson. Nogle gange kombineres skrivekurserne med yoga- eller naturoplevelser.

Kommende kurser

Skriv erindringer der fænger i Torup til sommer.
7.-9. juli 2025
Alle dage kl. 18-21
Røjlegården
Torupvejen 98, Torup
3390 Hundested
Fire skønne dage i Skåne:
Kom i gang med at skrive det, du drømmer om
Skriv mere frit og flydende. Eller fortsæt hvor du slap, hvis du allerede har skrevet til ”skuffen”.
Fire dages skrivekursus med kropsbevægelse, mindfulness og narrativ naturinspiration. En perfekt balancegang mellem hjernearbejde, kropsarbejde og sindsro.
Mine kursister siger...
"Sprogblomster... besmykker vores liv, både individuelt og i fællesskab."
Anne Leonora Blaakilde

Tag med mig på skriveretreat i Skåne.
Se alle mine publikationer.
Bogstaver har tiltalt mig meget længe, og inden jeg kom i skole, skrev jeg en lille historie med tegninger i en hjemmelavet bog. Denne skriveglæde fortsatte, da jeg i folkeskolen nød opgaverne med at skrive stil og endte med at skrive en føljeton i fire kladdehæfter, som blev læst op hver uge for mine 5. klasseskammerater. Som ung havde jeg et stort ønske om at blive forfatter og forsøgte mig udi skrivekunsten, men kom så på universitetet og blev grebet af forestillingen om en karriere med løn, familie, børn og bolig…
Undervejs er jeg gennem hele livet fortsat med at udvikle skrivekunst og selv at skrive. Derfor har jeg udgivet en stor mængde faglitteratur, og også artikler til dagblade, magasiner mm. Jeg har også øvet mig i at give respons og redigere andres tekster, fx da jeg i 10 år var redaktør af et fagligt tidsskrift på dansk.
I løbet af min uddannelse har jeg taget en del videreuddannelse i skrivning, tekst, formidling mm. Det startede med et inspirerende skrivekursus hos Bente Clod i tre måneder i firserne på Kolding Højskole med orlov fra universitetet, og senere tog jeg kurser i “massemedier”, videoproduktion og radio, indtil jeg valgte at tage et bifag i retorik, hvor emnet kreativ skrivning optog mig meget. Som ph.d.-studerende tog jeg kurser i formidling på kommunikationsuddannelsen på RUC, var en uge i skrivebad på Weekendavisen, og var på studieophold på University of Pennsylvania, hvor jeg undersøgte faget “Creative Writing” og en del af det sociolingvistiske felt, også kaldet performance studies eller ethnolinguistics.
Det at udtrykke sig sprogligt er i mine øjne en fantastisk, kreativ handling, som giver glæde både til den enkelte, der leger med sine udtryksmuligheder, men også er til glæde for dem, der lytter eller læser. Sprogblomster, eller det, jeg med en faglig term har kaldt kulturelle troper, besmykker vores liv, både individuelt og i fællesskab, og der kan ligge mange underforståede og spændende fortolkningsmuligheder i vores kunstneriske udtryk hver især. Som folklorist bruger jeg dem til at aflæse og fortolke, hvad den talende mon siger og mener, dels individuelt, dels som et medlem af et kulturelt fællesskab, og som forfatter bruger jeg dem til at skabe betydning og, forhåbentlig, fornøjelse.
De teoretiske referencer til denne tilgang er for mig især: Paul Ricoeur, Mikhail Bakhtin og Dell Hymes.